Cannabis og cannabisolie – forskelle og ligheder

Cannabis omtales på utallige måder i daglig tale, og derfor kan det sommetider være svært at finde rundt i, hvad der menes. Cannabis stammer fra hampplanten, hvorfra vi taler om enten Indica eller Sativa. Indica og Sativa er to forskellige slags hampplanter. Her skelnes arterne fra hinanden ud fra de psykoaktive virkninger. Sativa giver eksempelvis i højere grad en følelse af at være “høj”, end Indica gør. Cannabis Sativa er desuden den art, som vi i Danmark forbinder med hampplanten. Cannabis er ulovlig i Danmark, men hvis din læge vurderer, at det vil gavne dig, kan han eller hun ordinere det – og du får dermed en recept på godkendt cannabisolie til medicinsk forbrug.

Cannabinoider

I cannabisplanten finder vi det, som kaldes for cannabinoider. Cannabinoider er ulovlige i Danmark, fordi det er de aktive stoffer i cannabisplanten. Hvor stort indholdet af cannabinoider i cannabisplanten er, findes der ikke et helt præcist svar på. Forskellige eksperter argumenterer for, at der findes flere, end det er anslået. Vi kan dog slå fast, at der i hvert fald findes mere end 104 forskellige cannabinoider i cannabisplanten, herunder også THC og CBD, som er de mest kendte i Danmark. Cannabinoider – afhængigt af hvilke – har en smertestillende og beroligende virkning, da de går ind og påvirker nervesystemet. Dermed kan lidelser som spasmer og kroniske smerter blive reduceret af enkelte cannabinoider. Videnskaben foreskriver, at psykoaktive virkninger er de virkninger, som vi kender bedst ved cannabinoider. Psykoaktive virkninger er den måde, som stoffet påvirker individets adfærd og væremåde.

THC og CBD – hvad er det?

THC og CBD er det, som vi kalder for cannabinoider. THC omtales som det vigtigste euforiserende stof i cannabis. Og stoffet er også årsagen til, at der er nultolerance i trafikken i forhold til THC-indhold i blodet. Modsat CBD giver THC en “høj” følelse, som de fleste forbinder med følelsen af eksempelvis at ryge en joint. Videnskabelige undersøgelser har flere gange bevist, at THC har en særdeles positiv indvirkning på smerter, herunder kroniske og neuropatiske, ligesom det reducerer kvalme og opkast i forbindelse med kemobehandling. Desuden kan THC sætte gang i appetitten, som ofte forsvinder under kemoterapi. Cannabisolie med THC-indhold er noget, som kan gøre enkelte individer “høje”, hvis indholdet af THC er markant, og personen ikke er vant til at have THC-indhold i kroppen.

 

CBD er ikke omfattet af loven for euforiserende stoffer i sin reneste form. Det er dog vigtigt at notere, at vi i Danmark har gjort salg af alt, der kommer fra cannabisplanten, ulovligt – og derfor er CBD uden recept ligeledes ulovligt. CBD distancerer sig fra THC-cannabinoiden, idet der ingen berusende eller euforiserende effekt er forbundet med denne cannabinoid. Videnskabeligt er det dog bevist, at denne cannabinoid er hjælpsom ved en lang række af lidelser. Især gigtsmerter og søvnproblemer. CBD benyttes rent faktisk til ældre kæledyr enkelte steder i verden, eftersom CBD påvirker kroppens led på en meget positiv måde. Symptomer fra neurologiske sygdomme er desuden et område, hvor CBD-cannabinoiden kan være hjælpsom. Eksperter ser CBD som fremtidens cannabinoid – ligeledes for den medicinske cannabis – da der ingen psykoaktive virkninger er forbundet med CBD.

Medicinsk cannabis

Medicinsk cannabis dækker over et godkendt lægemiddel. Det aktive stof i den medicinske cannabis kan enten være fremstillet syntetisk eller naturligt. Fremstilles den naturligt, er det fra naturlige ekstrakter, som udvindes direkte fra cannabisplanten. Den syntetiske måde fremstilles kemisk. Selvom naturlig fremstilling lyder bedst i de fleste danskeres ører, er det irrelevant, hvorvidt det fremstilles naturligt eller syntetisk i forhold til kvaliteten af det.

 

På nuværende tidspunkt er det ulovligt at benytte urten i Danmark – eller dele af den – uanset om det er til medicinsk brug. Det er ikke tilfældet i en række andre lande, der eksempelvis lader staten regulere salget heraf. Holland og Israel er eksempler på to lande, hvor salget af medicinsk cannabis reguleres fra statens side. Cannabis, der benyttes til medicinsk brug, er fremstillet af et godkendt medicinalfirma, hvorfor der hver gang er sikkerhed for, at der ikke er unødige indholdsstoffer i den cannabis, som staten sælger til landets borgere.

Naturlig eller syntetisk fremstilling?

Igen er det vigtigt at understrege, at der ikke foreligger videnskabelige beviser for, at den ene fremstillingsform skulle være bedre end den anden. Cannabis kan faktisk ikke fremstilles hundrede procent syntetisk, idet cannabis er en plante med mange unikke indholdsstoffer.

 

Enkelte cannabinoider som THC kan dog fremstilles syntetisk og i sin reneste form. Enkelte eksperter argumenterer for, at den syntetiske fremstilling umuligt kan være lige så god som den naturlige. De mener, at en plante med så mange unikke indholdsstoffer og samspillet mellem disse skaber den perfekte naturlige fremstilling. Da beviserne er ikke-eksisterende, må vi fortsat antage, at det er irrelevant, hvorvidt det er syntetisk eller naturligt fremstillet.

Cannabisolie og magistrelle lægemidler i Danmark

Cannabisolie er en term, der dækker over et ekstrakt, som udvindes fra cannabisplanten. Cannabisolie findes i mange forskellige former, men i Danmark findes de primært i formen THC og CBD. Cannabisolie varierer meget, når vi kigger på indholdet. I Danmark er der på det sorte marked set eksempler på, at THC-indholdet er højere, end det din læge ville kunne have udskrevet til dig på en recept.

 

Måske har du før hørt termen “magistrelle lægemidler”, men hvis ikke, så lad os kort dvæle ved termen. Den dækker nemlig over et lovligt alternativ, der udbydes af den danske stat. Magistrelle lægemidler kommer enten i kapsler eller dråber, hvor indholdsstoffer fra cannabis indgår. Disse er udelukkende mulige at få, hvis du får en godkendelse via recept fra din læge, som specifikt laver anvisninger i forhold til det indhold, som han eller hun finder passende.

 

Læger, der udskriver magistrelle lægemidler, skal selv stå til ansvar for eventuelle bivirkninger, da medicinen ikke er godkendt af Lægemiddelstyrelsen og derfor heller ikke af den danske stat. Helt basalt betyder det, at medicinen ikke er testet i samme omfang som medicin, der er godkendt. Fra 2018 bliver det dog muligt at udskrive medicinsk cannabis til enkelte patienter, og dermed bliver der adgang til flere af de cannabisprodukter, der er ulovlige på nuværende tidspunkt.

Dansk lovgivning om cannabis

Alt salg af dele fra cannabisplanten er ulovligt i Danmark. Men på trods af at det er ulovligt at sælge og dyrke cannabis, er det muligt at få godkendelse fra den danske stat til at dyrke hampplanter, hvis det er med henblik på industrielt brug. Det er dog ikke noget nyt, at cannabis – og legaliseringen heraf – sommetider ryger til debat i Folketinget, hvor det dog er blevet afvist ved samtlige lejligheder. Flere partier har modtaget kritik for at tænke gammeldags og gå imod deres ideologier. Særligt Venstre har modtaget kritik, da det strider mod deres liberale tankegang, at de vil styre det, der burde være borgerens frie valg.

 

I Danmark er det ulovligt at køre bil med THC i blodet. Der er simpelthen nultolerance, og derfor må der ikke være det mindste spor af THC i dit blod, hvis du sætter dig bag et rat. Flere gange har det været til debat, hvorvidt cannabis kan spores 1 uge, 2 uger eller 3 måneder efter, at det er indtaget. Der findes intet endegyldigt svar, da det afhænger af en række forskellige faktorer, herunder blandt andet hvor hyppigt det indtages. I forhold til politiets narkotests, de såkaldte spyttests, mener enkelte eksperter, at denne ikke kan gå meget mere end 1-2 uger tilbage.

 

Da THC rent fysiologisk er et stof, der ophober sig i kroppens fedtvæv, er det svært generelt at slå fast, hvor lang tid der går, før det ikke længere kan spores i kroppen. Det kan tage flere måneder for en stor person, der har røget mere eller mindre fast gennem en længere periode.